Sådan kaldte tidligere pressechef i SAS Søren Bertelsen sin bog, der udkom i 1985.
I bogen havde han bedt en række af SAS funktionschefer fortælle om deres oplevelser gennem et liv med SAS igennem en årrække, hvor luftfarten stormede frem i en fart, som næsten overgik ens tænkeevne.

Blandt de, som blev bedt om at fortælle var datachef Arne Hansen, - faktisk fra den dag da elektronisk databehandling holdt sit indtog i virksomheden og til den voksede sig til et af væsentligste datacentre i Europa . Eet center som konstant lå på forkant i sine udfordring og sin udvikling af datatjenester indenfor luftfarten.


Uddrag fra 'ET LIV I LUFTEN' - fortalt af Arne Hansen

"Computere er meget dyre i anskaffelse, men de har den store fordel, at de ikke skal dyrtidsreguleres Det var SAS' administrerende direktør Karl Nilsson, der udmøntede disse bevingede ord kort efter sin tiltræden i 1962. Han havde afløst Curt Nicolin, der i sin toårige periode som administrerende direktør gennemførte omfattende besparelser og derved reddede SAS fra en økonomisk katastrofe.
Branden blev slukket, og Karl Nilsson skulle nu genopbygge huset bl.a. ved hjælp af overgang til databehandling.
En langvarig rationaliseringsproces, hvor SAS skulle blive et af de førende luftfartsselskaber i verden med hensyn til anvendelse af en teknik, der i 1962 var ret ukendt for en større offentlighed.
Den var ikke ukendt for Arne Hansen. I dag den medarbejder i SAS, der har den største anciennitet inden for SAS DATA. Han var med til at starte det hele.
Arne Hansen er årgang 1927 og fra Vejle, uddannet inden for Post- og Telegrafvæsenet både postalt og teknisk og i besiddelse af 2. del af Post- og Telegrafvæsenets embedseksamen - den der giver adgang til postmesterstillinger. Så vidt kom det ikke .Arne Hansen fik job ved Telegrafvæsenets tekniske tjeneste, pasning og overvågning af forstærker stationer og fik derigennem et intimt kendskab til kommunikationssystemer inden for telefon, telegraf og fjernskriversystemer.

- ]eg havde sådan set ikke tænkt mig at forlade Post- og Telegrafvæsenet, men over et par år fik jeg flere fra SAS, og det var lokkende, fortæller Arne Hansen.
I 1957 sagde jeg ja til en stilling som næstkommanderende i SAS telegramcentral, hvis chef var Verner Bak, selv en gammel post- og telegrafmand.
Et luftfartsselskab med kontorer over hele verden og et internationalt rutenet er helt og holdent afhængig af hurtig kommunikation.
SAS havde sin telegramcentral i Københavns Lufthavn, hvor man ekspederede 15.000 telegrammer i døgnet og dermed indtog pladsen som Nordeuropas største privatejede telegramcentral.
Der blev arbejdet i døgndrift og i alt 40 damer sørgede for ekspedition af telegrammer , via en række fjernskrivere. 80 procent af telegramtrafikken angik reservation af billetter, 15 procent var af operationel art f.eks. rapportering om flyenes ankomster og afgange verden over og endelig var fem procent trafik af administrativ karakter.

Mit job blev at modernisere telegramcentralen, og jeg fik endvidere ansvaret for drift af telefoner, samtaleanlæg og alt andet, der havde med kommunikation at gøre.
På det tidspunkt havde SAS' s reservationssystem problemer.
12 SAS bookingkontorer over hele verden meddelte deres transaktioner til den centrale bookingcentral i København, men her var man ikke i stand til at styre de mange reservationer. Det betød dårlig kontrol med, hvad der var solgt, og hvad der ikke var solgt, og det betød igen kaotiske forhold omkring visse f1yafgange, hvor der var solgt for mange sæder. I sidste ende betød det store økonomiske tab for SAS
Jeg kom med i en arbejdsgruppe, der skulle prøve at finde på nogle bedre systemer.
Arbejdet blev ledet af en svensker, Roald Bugge, der havde et vist kendskab til udviklingen inden for det, vi dengang kaldte elektronhjerner. En dag meddelte Verner Bak mig, at jeg skulle på kursus i Stuttgart. SAS havde besluttet at købe en elektronhjerne, og jeg skul1e nu lære noget mere om dette vidunder, da jeg også var udset til at lede installationen og driften af det, der blev Europas første elektroniske reservationssystem. "SPAS" (Space Available System), som blev navnet på elektronhjernen og de tilhørende anlæg på SAS' kontorer ude i verden, blev opstillet i terminalen i Hammerichsgade i efteråret 1958.Terminalcn blev bygget i tilknytning til Royal Hotel, og ingen af delene var færdige, da vi rykkede ind i kældrene, hvor vi gik i vand til anklerne.
"SPAS", der fungerede ved hjælp af 8.000 transistorer, havde den fordel - i modsætning til andre anvendte systemer - at den øjeblikkelig kunne fortælle den lokale booking terminal, om der var plads på en flyafgang eller ej. Dermed var vi nået et langt skridt videre, og vi kunne i større grad effektivt udnytte sædekapaciteten i flyene.

I 1960, da jeg var godt i gang med "SPAS", blev jeg meget mod min vilje presset til at tage jobbet som bookingchef. Det var daværende salgschef Erik Østbirk, der fik det presset igennem, før han kort tid efter forlod SAS. Bookingkontoret var placeret i København, men arbejdede for hele SAS-systemet, og her herskede kaotiske forhold . SAS-chefer ude omkring i verden pressede hårdt på for at fa så mange sæder som muligt med det resultat, at de somme tider fik for mange, og flyene matte gå med usolgte sæder, medens man på andre kontorer manglede disse sæder. Vi fløj jo ikke fra punkt til punkt, men havde ruter, der tog passagererne af og på i en række europæiske lufthavne f.eks. til og fra Det fjerne østen. Den samlede flykapacitet var ikke så stor, og der var rift om sæderne på mange af vore oversøiske ruter. Det var ret kompliceret.

Vi udviklede derfor sammen med IBM et pladskontrolsystem på IBM 305 RAMAC udstyr, som blev installeret på 2. sal i den nye afgangshal i Kastrup og taget i brug i 1960/61.
Samtidig med, at alt dette skete, blev telegramcentralen halvautomatiseret, og i selve lufthavnen fik man en elektronhjerne ved navn "Zebra". Det var verdens første elektronhjerne, hvor man kunne foretage check-in af passagerer og foretage lastekontrol. Den var koblet til vort bookingsystem og begge systemer igen koblet på telegramcentralen.
De tre systemer, hvor man kørte med 1. generations elektronhjerner, og som arbejdede snævert sammen, var begyndelsen til det, der skulle blive SAS DATA.

Da Curt Nico1in i 1961 kom til SAS som administrerende direktør med den opgave at redde SAS' økonomi og fa skuden på ret kø1, nedsatte han en effektivitetsgruppe, hvis formal var at gennemføre rationaliseringer overalt, hvor det var muligt. Gruppen fik som formand senere administrerende direktør i SAS, Knut Hagrup. Blandt medlemmerne var også en ung SAS mand, Poul Andreasen, der i dag er administrerende direktør i ISS, og en ung svensker Charles Reuterskiold, der senere blev den første chef for SAS DATA.
Gruppens ekspert var en amerikaner, Dennis Finnigan, fra det store amerikanske rationaliseringsfirma Stanford Research, som Nicolin havde hyret som ekstern rådgiver.
Gruppen tog Roald Bugges planer fra 1958 om en fælles dataafdeling for hele SAS op til nærmere vurdering. Verner Bak var chef for telegramcentralen. Jeg var mod min vilje flyttet til bookingen som chef, og det var lykkedes os så nogenlunde at fa styr på tingene.
Den daværende organisatoriske opdeling af dataaktiviteterne var nok årsagen til, at jeg ikke var blevet informeret om, at SAS havde planer om at købe en UNIVAC reservationscomputer, en virkelig stor maskine, der kunne betegnes som 2. generation inden for dataudviklingen. Jeg fik det at vide af Dennis Finnigan, da han opsøgte mig i København, og han bad mig vurdere, om denne UNIVAC-computer var noget for SAS. Vi fik 24 timer til at undersøge sagen. Mine nærmeste medarbejdere og jeg pillede hele projektet fra hinanden, og vi kunne næste dag svare Finnigan, at vor vurdering var, at computeren havde for ringe kapacitet.

Vores dom blev den direkte årsag til, at SAS bestilte en IBM 1410-computer, hvor alle tre systemer "SPAS", "ZEBRA" og den halvautomatiserede telegramcentral skulle integreres, og samtidig blev det besluttet at oprette en helt ny funktion, nemlig SASCO (SAS-computers).1. juni 1963 blev jeg ansat som programmeringschef med ansvar for systemudviklingen, og det blev besluttet, at SASCO skulle placeres i København, men fungere som en filial af hovedkontoret i Stockholm.
Jeg var den først ansatte i SASCO. Et par måneder senere var vi 12 i afdelingen, og her skete senere det pudsige, at jeg blev chef for Verner Bak, min gamle chef og læremester.
Vi var med beslutningen om køb af IBM 1410 blevet det mest avancerede luftfartsselskab i Europa med henblik på overgang til dataservice. Flot sagt var vi 10 år foran alle andre.
Det hele var ukendt, og det hele var nyt. IBM 1410 blev bygget specielt til SAS, og vi havde til stadighed projektgrupper i New York, London, Paris og København. I disse byer skete opbygningen og afprøvningen.
Da computeren var færdigkonstrueret blev den samlet i Essonnes syd for Paris, og i et halvt ar arbejdede vore folk der, og i samarbejde med IBM-eksperter afprøvede de de programmer, der skulle bruges. IBM 1410 fik tilknyttet 300 terminaler i 21 byer i 13 lande samt 4.000 fjernskrivere. Fra samtlige terminaler kunne man blot ved at trykke på nogle knapper skaffe øjeblikkelig bekræftelse ved bestilling af en f1ybillet. Endvidere blev computeren programmeret til at overvåge samtlige flyankomster og flyafgange. Derudover påtog computeren sig at udføre lastekontrol, ligesom lønsystemer og andre administrative opgaver blev indprogrammeret. Det var en stor sag, og vi, der arbejdede med projektet og
samtidig uddannedes til programører, følte det som noget utroligt spændende. Da vi var færdige i Essonnes, blev 1410 computeren skilt ad og med stort besvær installeret på 2. sal i det, vi kaldte den nye lufthavnsbygning. Vi matte opstille en særlig kran inde i selve bygningen for at fa computeren anbragt.
Hele herligheden blev taget i brug i februar 1965 i overværelse af IBM 's administrerende direktør Thomas Watson, hvis far havde startet IBM , administrerende direkt0ø Karl Nilsson og fru Helle Virkner, gift med statsminister J. 0. Krag. Hun trykkede på den knap, der satte det hele i gang. Alt omkring SASCO, som var anlæggets officielle navn, var fantastisk. Vi anvendte således skrivekugler, der kun vejede 10 gram, men som rummede hele alfabetet og kunne klare 900 anslag i minuttet. Det er de samme skrivekugler, der nu er på vej ud og faktisk er ved at være museumsgenstande.

IBM havde lovet SAS, at 1410 kunne udvides til at klare en kapacitet dobbelt så stor, som den vi havde brug for i 1965, men da det kom til stykket, matte man bekende, at man ikke kunne indfri løfterne. Resultatet blev, at jeg og nogle af mine medarbejdere blev sendt Jorden rundt for at se, hvad der fandtes på markedet, og vi besøgte alle store producenter af elektronisk databehandlingsudstyr i USA, Japan og Vesttyskland.

Samtidig stod det klart, at de nye computere ikke kunne installeres i lufthavnsbygningen. Der var simpelt hen ikke plads. Der var flere problemer, der skulle løses, nemlig overflytning af trafikafregningen fra Stockholm til København. I denne afdeling beregner man indtægter fra savel passagerer som post og fragtsalg, og nu skulle man her gå over fra hulkortsystemer til databehandling. Karl Nilsson stillede 25 mio. kr. til vor rådighed. For dette beløb skulle vi anskaffe tidssvarende computere og købe bygninger. Det blev firmaet UNIVAC, der kom til at levere computerne. Boligproblemet løste vi ved køb af tre industrihuse på Engvej meget tæt ved Kastrupfortet. Det betød, at Karl Nilsson officielt navngav hele komplekset "SASCO-Fortet" - et navn vi slæbte rundt med i mange år.
Der var fire industrihuse, og jeg gik stærkt ind for, at vi købte dem alle fire, selv om vi i den øjeblikkelige situation ikke havde brug for det fjerde hus, men Karl Nilsson gik imod.
Hans motivering var meget snusfornuftig: "Hvis du køber et tomt kontorhus, vil det i løbet af kort tid være befolket med kontorfolk. Den udvikling kan du ikke standse." Nogle ar senere matte vi dog købe blok fire. Nu var prisen i mellemtiden steget fra tre til ni millioner kroner

SA\SO II blev indviet i december 1969, og vi var stadig godt 10 år foran. Staben var vokset til ca. 100 medarbejdere og et lille kuriøst bevis på at vi var i spidsen, var dannelsen af PROSA - den første fagforening i Danmark for programmører.
Den bestod kun af SAS programmører, og navnet PROSA stod for programmører i SAS. Den er siden blevet en meget magtfuld fagforening for danske datafolk.

I perioden 1967-69 havde vi også helautomatiseret hele vores telegramtrafik gennem etableringen af MESCO og DASCO, der står for henholdsvis Message Computer og Data Switching Computer. Dette skete på UNIVAC 418 maskiner, som fungerede som såkaldte "front-end"-systemer til SASCO II Vi var de første i hele verden, der indførte sådanne systemer. Vi koblede simpelt hen alle terminaler i hele SAS systemet ind på MESCO og DASCO, hvilket betød store besparelser og gav en meget hurtig og effektiv kommunikation ikke mindst på reservationssiden. Siden er udviklingen gået gradvis. Vi har fået flere og flere computere og udbygget vore systemer. Arbejdsopgaverne er vokset, og vi har interne kunder i alle SAS afdelinger fra økonomi og administration til salg og marketing, teknik og operation.
Da vi begyndte med UNIVAC - systemet, kunne vi præstere tre transaktioner pr. sekund. Nu er kapaciteten 70 transaktioner pr. sekund. I 1978 begyndte vi med anvendelsen af skærmterminaler, og de er siden blevet et uundværligt led i hele SAS' hverdagsliv. Der findes i alt 14.225 terminaler, og de anvendes til løsning af mangfoldige opgaver fra reservation af billetter til lønregnskaber, kommunikation mellem SAS kontorer, lagervarekontrol , kontrol med flyenes bevægelser, produktionsovervågning, luftfragt osv. osv. SAS DATA , som nu er vort officielle navn, tæller 7oo medarbejdere, hvoraf de 44o er knyttet til centret i København.
Gennem arene har vi måttet afgive adskillige dygtige datafolk, der har lært hos os og nu beklæder ledende stillinger inden for andre firmaers datasystemer. Vi er stadig et af Skandinaviens største computercentre, og SAS er et af de selskaber inden for luftfart, der har flest terminaler, hvilket er et udtryk for en meget effektiv udnyttelse af vor datakapacitet.
På et travlt døgn præsterer vore anlæg 3 millioner transaktioner. Heraf vedrører næsten halvdelen reservationer.
Godt 8oo.ooo vedrører SAS ' trafik og er altså af operationel karakter samt teknisk overvågning af fly. En halv million vedrører lagerstyring , produktionsplanlægning, lønsystemer og løsning af andre administrative opgaver f.eks. regnskaber og økonomisk kontrol. Resten er telegramtrafik indbyrdes mellem SAS kontorer.
I gennemsnit ekspederer vi 14o.ooo telegrammer i døgnet, og vort samlede antal transaktioner er 45o millioner om året. Det koster i driftsåret 1984/85 324 mill. sv. kr. at holde det hele i gang.

Men uden computere ville hele SAS gå i stå."